hallelujah not here to bore you

Hi stalkers / robbers

This is a guide to my flat. But at least it's in Danish, so there is that cloak of mystery. Enjoy! Oh, and sorry for no posts, I am currently a salaryman without the housewife, which means I have zero free time. Gambaru shika nai.

Jeg må virkelig lide af hjemve..

For lige pludselig, apropos ingenverdensting, tænkte jeg: "Gad vide hvad Gnags egentlig går og laver?"

Svaret er selvfølgelig ingenverdensting:

Hvorfor så poste det her? Ingen verdens grund, andet end at Google's "did you mean gangs?" spørgsmål er lidt for nuttet. Nyd de lyse nætter, jer derhjemme.

Forståelsens mange facetter – Hiroshima, den sjette august

 

Klokken er 12:40. Jeg drikker kaffe, bestilt fra en menu, der usædvanligt nok er skrevet på engelsk. Ved siden af mig sidder to teenagepiger og spiser kage og småsnakker. Overfor dem, deres venner (kærester?), den ene med hovedet på bordpladen, den anden med det i hånden. Begge sover trygt. Jeg spørger mig selv, om de mon ligesom jeg har været oppe siden kl. 5 denne særlige morgen, eller om de blot lider af den generelle søvnløshed, der kommer af japanernes lange arbejds- og skoledage.

Stedet er Hiroshima, nærmere betegnet Hiroshima Fredsmuseums café, og jeg stod op kl. 5 så jeg kunne være her, i Hiroshima Fredspark, præcis kl. 8:15 når den store klokke kimede og alle i parken, og de fleste i Japan, observerede et minuts stilhed. Et kort minut for de omtrent 150.000 ofre, der blev skabt for 62 år siden i en brøkdel af et sekund i netop den brøkdel af himmel jeg kan kigge op i lige nu.

Det er noget af et tilfælde, at jeg er her. Jeg har studeret japansk i mange år, og fik et job som engelsklærer, men den indflydelse over, hvor i Japan, jeg ville blive sendt hen. Jeg endte i Hatsukaichi, 25 minutter med tog fra Hiroshima. Og nu er jeg her sammen med nogle af mine elever for at servere te ved en mindeceremoni for de døde.

Og fordi umenneskeligheder fascinerer mig. Nej, fascinerer er ikke det rigtige ord. Fordi de haler mig ind, og tvinger mig til at undersøge dem nærmere, til at prøve at forstå. Da jeg var yngre, prøvede jeg at begribe holocaust. Det lykkedes ikke, men denne umenneskelighed har noget tilfælles med bomben: en underlig omvendt menneskelighed. Det gør ondt på sjælen at skyde tusindvis af mennesker. Selv mennesker man anser for nærmest at være dyr. Det var en lettelse at kunne lukke dem inde og lade dem dø af en gas. Atombomben var ligeledes en meget let og enkel måde at forårsage ubegribelig død og ødelæggelse på uden direkte at skulle se så meget som et enkelt af de berørte mennesker i øjnene. Det er og bliver svært at dræbe, uanset ens menneskesyn. Der er menneskelighed selv i denne mest umenneskelige handling.

Vil det sige, disse handlinger er til at forstå? Ja, delvist, i hvert fald. Er sådan en forståelse en dårlig ting? Absolut nej. Der er en frygt for at forstå det onde, en mistanke om, at hvis man kan se, hvordan en nazist, terrorist, morder, osv. tænker, er springet ikke stort, til at man kan være en selv. Den brillante og sympatiske holocaust-overlever Bruno Bettelheim har sagt at fuld forståelse kommer tæt på tilgivelse. Og den ligeså brillante, om end knap så sympatiske, Nietzsche advarede, at når man kigger ned i dybet, kigger dybet tilbage.

Men ordet forståelse dækker over enormt meget. Som Ungdomshusets advokat Knud Foldschack sagde for nyligt, så er der en vigtig forskel på at forstå i betydningen at sympatisere, og forstå i betydningen at analysere. Man kan godt se hvorfor noget sker som et resultat af andre faktorer, uden at det betyder, at man bifalder dette resultat.

Men der den anden slags forståelse, der er intellektuel såvel som følelsesmæssig, og som er langt mere undvigende. Nemlig forståelsen af konsekvenserne. De over tusindvis af ofre, øjeblikkelige og langsigtede. Atombombens nye grusomhed. Denne forståelse virker næsten uopnåelig.
Jeg har studeret bomben, skrevet opgaver om den, læst bøger, set billeder og film. Men jeg kan simpelthen ikke forestille mig hvordan en hel by, med mennesker, bygninger, og liv, fra et øjeblik til det næste kan forvandles til helvede på jord, fuld af omvandrende skeletter i brand, med smeltet hud hængende i tynde laser ud fra kroppen eller med tusinder af små glasskår skærende sig ind i deres hud, læber, maver, øjne.

For ikke at tale om eftereffekterne. Overlevende, der døde af sult, tørst eller manglende behandling i en af de overbebyrdede, minimale, midlertidige lægebehandlingsfaciliteter. Forbrændingssår, der aldrig helede og blev inficeret med mider. Den giftige sorte regn, der faldt over byen, og hvis fare ingen kendte. En regn der dræbte mange af de læger og soldater, der kom til byen for at finde og hjælpe ofre.   

Og senere, børn, der blev født døde eller misdannede. Sterilitet. Kræft forårsaget af strålingen. Den diskrimination, et skræmt efterkrigstids-Japan udviste overfor sine egne værst medtagne landsmænd af frygt for den ”bombesyge,” man troede smittede. Den psykiske ødelæggelse, der står rå, årtier efter de fysiske ar er helet, som hos den overlever, hvis foredrag jeg gik til, fortalte at hun stadig i dag fryser til is, hver gang hun hører et fly over sig.

Jeg ved det skete. Men jeg kan ikke fatte det. Og her, på det magiske sted på den magiske dato, og er det stadig lige uvirkeligt, måske oven i købet endnu mere end normalt. For omkring mig i dag er usædvanligt mange mennesker, og mange usædvanlige mennesker: turister, japanske som udenlandske, invalide, ældre i kørestol, buddhistiske munke i orange, skoleelever i uniform og fredsaktivister i løse gevandter.

Ældre hibakusha (det japanske ord for overlevende fra atombombningen,) står iblandt udlændinge iklædt farvestrålende beklædning og sobre ansigtsudtryk. Og det er røvvarmt, som Japan altid er i august, og som det også var den dag for 62 år siden. 35 celsius og sauna-klamt. Mit nakkehår er permanent vådt og det er svært at tænke.

Spøgelset af de døde hænger overalt i Fredsparken der, med sine over halvtreds monumenter, statuer, mindestene og andre denkmals er et slags skjult mausoleum. Som den ubemærkelsesværdige græshøj ved siden af vores te-telt, der bevarer asken efter 70.000 uidentificerede eller uafhentede ofre for bombningen. Det er den slags opdagelser, der får en til at stå og ganske simpelthen ikke fatte, hvordan de overlevende kunne finde styrken til overhovedet overveje at få denne her by genopbygget, og hvordan folk nogensinde igen kan le, endsige leve, her igen.

Som min amerikanske ven og kollega Mat siger, da vi samme aften observerer mennesker sende papirslanterner ud på floden i et menneskemylder uden lige, der dog er næsten uhyggeligt lydløst: “Nogle gange føler jeg, at det er mere utroligt, at folk kan tale her, end at de kan være stille.” Vi står mutte foran den bombede kuppel, da hans kæreste Reiko, indfødt Hiroshima-bo, pludselig udbryder: “Det er trist, men se på os, her til Fredsceremoni foran den bombede kuppel. Hiroshima og Amerika sammen – vi gjorde det!” Og så tager hun Mats hånd, og tilføjer i et ordspil, der virker på såvel japansk som engelsk og dansk: “Og vi gjorde det.”

Reiko besøgte allerede som otteårig Fredsmuseet for første gang. Med dets grafiske billeder og døde børns trehjulede cykler er det hård kost for selv den mest hærdede. Hun græd som pisket (otte er alt for ung, siger hun nu. Overraskende nok.) Men i dag smiler hun.

Og jeg tog med mine elever på McDonald’s efter mindeceremonien. Det var på min kollegas opfordring. Hun er selv et offer, selv om hun end ikke var født i 1945: hun er født steril som en konsekvens af den bestråling, hendes mor blev udsat for. Men vi sad der, en gruppe japanske børn, en japansk og en dansk lærer, i en amerikansk restaurant i Hiroshima på dagen og stedet for Amerikas usigelige umenneskelighed 62 korte år tidligere. Og vi grinede, spiste burgere og tog billeder.

Jeg kan stadig ikke rumme omfanget af det skete, og jeg tvivler på, at Reiko, mine elever, eller nogen anden kan. Selv min kollega, der er en del af den menneskelige tragedie – kan hun kapere omfanget af sin egen situation gange 140.000? Jeg tvivler på det. Så megen lidelse er simpelthen udenfor den menneskelige forståelsesevne. Men på en eller anden måde kan hun og de andre inkorporere det i en dagligdag. De har gjort det uforståelige forståeligt nok til i det mindste at leve med.

Og måske er det det, der er nøglen. Måske skal vi ikke forstå præcis, hvor forfærdeligt det var, det, der skete her. Måske betyder fuld forståelse ikke tilgivelse, men snarere opgivelse. Som Primo Levi, der prøvede og prøvede at være positiv og dog (måske) tog sit liv som 67-årig. Hvis man virkelig indser, hvilken brutalitet, mennesket er i stand til, kan man så leve videre? Jeg tvivler. Som Nietzsche også sagde, er nøglen til et lykkeligt liv er et godt helbred og en dårlig hukommelse. Til det kan tilføjes et begrænset intellekt.

Og det er delvis trøstende. Måske er vi i stand til at begå uhyrligheder netop fordi vi ikke er i stand til at forstå konsekvenserne. Ikke fordi vi er onde mennesker. Men det er også skræmmende. Fordi så længe disser våben er tilgængelige, og den menneskelige forståelse begrænset, er muligheden der for, at noget lignende kan ske igen.

Og netop dette faktum gør, at det er endnu mere vigtigt, at vi arbejder på den forståelse, vi er i stand til at udføre. Nemlig den medmenneskelighed der gør at vi, hvis vi prøver, kan se, om end ikke sympatisere med, hvorfor nogle mennesker bomber, gasser, dræber. Og vi kan bruge den medmenneskelighed til at appellere på måder, der faktisk virker, i modsætning til måder, vi synes burde virke.

Denne forståelse er af den yderste vigtighed. Vigtig, fordi SS soldater, amerikanske bombeflyvere, Al-Qaeda og teenagere med brosten i hånden ikke er udyr. De er ikke en anden sort menneske end du og jeg, og de skal ikke begrænses til en definerbar tid eller et definerbart geografisk eller religiøst eller kulturelt område. Gør man det, fjerner man sin egen mulighed for at forstå, hvad der skaber konflikter og umenneskeligheder, og for at forhindre dem, når (og ja, det er når, og ikke hvis) de sker igen.

Vi er måske ikke i stand til at få vores intellekt til fuldt ud at forstå konsekvenserne af vores handlinger. Men vores medmenneskelighed begrænser kun vi selv.

(Tak til min ven Jeff for et fantastisk billede af kuplen. Der er mange flere her.)